sygeplejerske 2.0

Sygeplejen er i egen selvforståelse et omsorgsfag, hvor fokus er på patientens behov og hjælp gives med udgangspunkt i patientens individualitet og situation. Sygeplejen har derfor som primære vidensbaggrund en humanistisk tilgang, men har sit primære arbejdsfelt i en positivistisk og naturvidenskabeligt domineret kontekst på sygehusene.

Sygeplejens identitet påvirkes i disse år også af den økonomiske logik, der hersker i sundhedsvæsenet. En del af velfærdsteknologien udvikles med henblik på at effektiviserer sundhedsvæsenet, diskursen omkring disse teknologier er økonomiske, og kan dermed være medskaber af et distanceret forhold til sygeplejen. Det at sundhedsvæsenet ændre sig og indlæggelses tiden bliver kortere, der er færre senge til rådighed samtidig med, at der er et voksende antal ældre patienter med kroniske lidelser, som stiller krav til sygeplejersken om at tænke og handle anderledes end tidligere. Flere patienter er indlagt i eget hjem, dette gør at patienterne i højere grad skal være selvledende og selv hjulpne i eget sygdomsforløb, det medfører fokus på empowement og patientuddannelse, der understøttes af teknologi.  

En af de teknologier der er indført er telemedicin, her mødes velfærdsteknologien og sygeplejen. Telemedicin har forskellige udtryk, eksempelvis brugen af ”KOL-kufferten” og telesårsprojektet som bruges som digitalt billedeudveksling, videokonference og forskelige monitoreringssystemer. Telemedicin er en ny måde at samarbejde med patienten på. Telemedicin griber ind i sygeplejersken selvstændige funktion, her den observerende, undervisende og vejledende funktion. Brugen af telemedicin initierer nye arbejdsgange, standarder for kvalitet, og nye samarbejdsrelationer mellem patient og sygeplejersken.

I mødet mellem patienten, mediet , her telemedicin og sygeplejersken sker der en redefinering af de traditionelle roller. Sygeplejersken har behov for at patienten kan beherske teknikken, da hun er forhindret i at ”gøre for” patienten. Der opstår et nødvendigt samarbejde, delvis på patientens præmisser, og dermed rykkes der ved den traditionelle magtbalance i relationen. Mødet danner nye muligheder for identifikation for begge parter. Patienten kan gå i retning af patient 2.0 og blive mere slevledende og sygeplejersken får en mere guidende rolle, hvor samarbejde er hovedpræmissen.

I sygeplejen vil vi i de kommende år får et behov for at se på de nye roller der opstår. Specielt vil det være interessant at se på patientrollens udvikling, både for at se, hvilke muligheder der ligger i denne rolle, men også for at kunne udvikle redskaber til at identificere, eventuelt screene de patienter, der ikke kan anvende teknologierne, og derudfra udvikle nye tilbud til disse. Det er interessant at se på, om en videre udbygning af telemedicinsk styrker patientens grad af empowement. Et spørgsmål kan være om telemedicin giver en udvidet mulighed for patientdeltagelse i egen behandling og om det vil betyde, at sygeplejerskens mulige rolle så bliver vejlederens i større grad en i dag.

Det betyder, at sygeplejersken må forholde sig til teknologien, da hendes faglighed medieres gennem skærmen, og således er hun afhængig af om skærmen kan opfylde hendes behov for at kunne se og gengive lyd. Skærmen bliver sygeplejerskens forlængede blik og hånd. Der hvor sygeplejersken tidligere rørte ved patienten og mærkede hudtemperatur og fugtighed, da må sygeplejersken nu avende stemmen til at give instruktioner.

Der hvor hun tidligere brugte sit kliniske blik på hele patienten og dermed skabte sig et indtryk af patientens tilstand, da må sygeplejersken nu benytte sig af spørgsmål og være afhængig af, at patienten forstår og selv kan gøre sig de rigtige observationer. Dette kræver en større bevidsthed om indholdet af det kliniske blik, og dermed et mere eksplicit forhold til den tavse viden i sygeplejen, da den må kunne stilles som direkte spørgsmål til patienten. Sygeplejersken kan ikke se om patientens ben er hævede og blå pga. ophobning af væske og dårlige blodgennemstrømning. Hun må finde måder at spørge om dette på, så hun får de svar hun kan oversætte til observationer, som føre til handlinger hun skal instruere patienten i at udføre.

Den professionelle viden vi har, er retningsgivende for vore professionelle handlinger. Derfor har det en betydning for sygeplejens identitet at indoptage teknologien i sin tænkning og lade den viden hun handler efter være til stede situeret i den, til enhver tid levende virkelighed hun agerer i. Sygeplejen må være åben over for, hvordan vi interagerer med teknologien, og med patienten gennem teknologien, samt stille spørgsmålet, hvordan vi kan udvikle og nuancerer vore forståelse af sammenhængene mellem videnskab, teknologi, samfund og individ (technucation.dk)

Sygeplejen står overfor nye udfordringer, der griber ind i vores kernefaglighed og den måde vi løser vores opgaver på, den griber ind i de relationer, det er muligt at opbygge i sygeplejen. Vi skal til at tænke relationer i det virtuelle rum, og hvad det fordre af os som sygeplejersker. Det er en spændende fremtid hvor web 3.0 og patient 2.0 skal samarbejde og skabe relationer med sygeplejerske 2.0

Kallesøe, H., Petersen, A. K., & Andersen, M. (2012). Teknologi mennesker faglighed: muligheder og udfordringer i løsning af velfærdsopgaver. Aarhus: ViaSystime.